Dødsattester i Danmark frem til 1940

Projektet helt fra starten

I starten af 2015 fik slægtsforskerforeningen DIS-Odense den vanvittige idé at vi ville scanne eller fotografere alle de fynske dødsattester.

Da Rigsarkivet hørte om vores idé tilbød de, at attesterne gerne måtte lægges ud på Daisy på samme måde som scannede lægdsruller, kirkebøger, folketællinger, skifteprotokoller mm.

I løbet af 2015 faldt de praktiske ting på plads, og nu er vi kommet i gang med projektet, der omfatter 250.000-300.000 attester.

Først sorteres indholdet i papkasserne. Teoretisk burde alle attester ligge i dødsdatoorden i hver arkivkasse, men i praksis er der blevet rod i rækkefølgen i årenes løb. Det vi gør, er altså at lægge attesterne tilbage i den oprindelige rækkefølge.

Dette arbejde foregik på Rigsarkivets læsesal om mandagen, når der er lukket. 9 medlemmer af DIS-Odense har meldt sig til arbejdet. Vi må ikke sidde og gøre det i åbningstiden, siger Rigsarkivet, derfor gøres det sådan. Den 7. marts 2016 havde vi sorteret alle 330 kasser.

9 medlemmer af DIS-Odense har meldt sig som fotografer, og er i gang med at tage billeder af alle attester fra Odense og Svendborg amt til og med 1940. Arbejdet foregår på Rigsarkivets læsesal i Odense, hvor du kan møde os tirsdag-torsdag, i alt ca. 18 timer om ugen, hvor vi klikker løs med kameraet og allerede har slidt en fjernbetjening op :-).

Efter fotoarbejdet redigeres billederne og de sendes løbende til Rigsarkivets afdeling for digitalisering i Viborg på store harddiske.

Rigsarkivet lægger billederne ud på Daisy, så de er tilgængelige online på præcis samme måde, som øvrige arkivalier. De ligger der i forvejen, men nu kommer der et 'skilt' frem med "Dele af arkivserien er scannet og kan læses her".

Når billederne er lagt på Daisy opdaterer vi løbende denne hjemmeside, så attesterne er lettere at finde end i Daisy. I Daisy er der kun et link ind til hver arkivkasse. Vi linker videre ind til nærområdet og årstallet, så det er lidt lettere for dig at finde attesterne.

Rigtig god fornøjelse med vores hjemmeside!